Idrætsskader og overbelastnings-tilstande

Rigtig mange smertevoldende tilstande i bevægeapparatet skyldes, at en eller flere strukturer er blevet overbelastet, eller ligefrem er bristet. Enten ved idræt eller ved arbejde eller dagligdags aktivtet. Det kan være sener, ledbånd, ledkapsler, ledbrusk, knoglevæv eller slimsække.

Det er meget forskelligt, hvad kroppens væv kan holde til. Det afhænger af arvelige faktorer, f.eks. om man er kraftigt eller spinkelt bygget, om man er hypermobil, og hvor veltrænet man er. Alder spiller også en stor rolle, for man kan ikke holde til det samme, når man er blevet ældre, som man kunne som ung.


Hvordan udreder vi idrætsskader?

I nogle tilfælde er det helt tydeligt, hvordan skaden er sket - og at det er en skade. I andre tilfælde er der generende smerter eller en dysfunktion - men det er usikkert, om det faktisk skyldes en skade, overbelastning eller noget helt andet, f.eks. en gigttilstand.

Derfor vil udredningen altid tage udgangspunkt i sygehistorien: hvordan og hvornår opstod problemet? En grundig fysisk undersøgelse er nødvendig, og vi vil næsten altid også kunne få vigtig diagnostisk information ved ultralydsscanning i klinikken. Herudover kan røntgenundersøgelser og CT- eller MR-scanninger i nogle tilfælde bidrage med væsentlig viden om tilstanden.

Behandlingen af idrætsskader og andre overbelastningstilstande vil ofte fokusere på at aflaste den overbelastede struktur. Men samtidig skal omkringliggende strukturer fortsat trænes, så den normale aktivitet kan genoptages, så snart det overbelastede væv igen kan holde til belastningen. I nogle tilfælde kan en blokade benyttes til at dæmpe inflammation og lindre smerte, så hensigtsmæssig træning kan gennemføres.